Det danske familieretslige system er kollapset - Danske børn bliver udsat for offentligt omsorgssvigt.

To børn på 10 og 11 år tilkalder deres far med nødråb, da deres mor udøver psykisk og fysisk vold mod dem.

Kids Rescue bliver kontaktet af far i oktober 2018 efter en episode, hvor hans to børn på 10 og 11 år oplevede deres mors overvældende og voldelige overgreb, hvorfor de hastigt ringede til deres far om hjælp. Deres mor var ustyrlig og havde råbt og skreget ind i storesøsters hoved og var ved at skubbe hende ned af en trappe, men bliver reddet af lillebror, som når at skubbe sin mor væk på afstand. Lillebror havde forinden forsøgt at stoppe sin mors raseriudbrud, men fik kastet en kost i hovedet af sin mor.

Begge børn oplever deres mor som fuldstændig ude af kontrol og evner ikke at affektregulere sig selv, idet hun er utilregnelig, impulsstyret, let til vrede, højt råbende og voldsom verbalt, og at de ofte bliver udsat for mors voldsomme fysiske overgreb, når de bliver irettesat.

De er pårørende til en mor med en psykisk lidelse, der løbende selvmedicinerer sig. Børnene kan i detaljer sætte ord på, hvordan deres mor opleves, når hun har abstinenser eller er påvirket.

I situationen beskrevet ovenfor, får børnene ringet efter hjælp fra deres far, som hastigt får hentet begge børn og bragt dem i sikkerhed.

Børnenes mor er ikke dansker og involverer begge børn i, at de skal flytte til sit hjemland.

Forud for episoden, havde mor med flere fra sin udenlandske familie og netværk, opsøgt børnenes far på hans bopæl. De forlangte, at far skulle overdrage den fulde forældremyndighed til mor. Far nægtede, hvorefter han modtog spark i maven og slag i hovedet af mors kusine. Både den psykiske og fysiske vold mod børnene og vold mod far blev politianmeldt og verserer godt et år efter episoderne, som en uafsluttet sag hos anklagemyndigheden.

Politiet skriver den 10. oktober 2019, at der indledes en efterforskning.

Storesøster på 11 år frygter hun skal dø.

Den 24. oktober 2018 var storesøster tydelig i daværende Fogedret og fortalte dommeren og den børnesagkyndige psykolog om flere episoder, hvor hun har været bange for sin mor, herunder at hun frygtede, at hun skulle dø. Hun var i Fogedretten fordi hun ikke ville hjem til sin mor, og mor havde efterfølgende rejst en udleveringssag.

De nærmere detaljer om de enkelte episoder gengives ikke i Fogedrettens domsbog, da pigen udtrykkeligt har ønsket, at disse ikke viderebringes til sine forældre, hvilket skyldes, at hun er bekymret for, særligt sin mors reaktioner.

Pigen giver endvidere udtryk for stor ængstelse over, at mor har fortalt hende, at de skal flytte til hendes hjemland, hvor mors familie bor. Dette gør pigen meget ked af det, men hun tør ikke sige det, fordi mor tidligere er blevet vred, når hun har givet udtryk for sin modvilje mod en flytning.

Hun fortæller i børnesamtalen, at skal hun tilbage til mor, vil hun få det forfærdelig dårligt indeni, og at hun vil blive ved med at løbe over til sin far og kramme ham, indtil de lader hende være og lader hende blive hos far.

Dommeren og den børnesagkyndige vurderer, at barnet er troværdigt; at hun ikke frivilligt vil lade sig udlevere fra sin far, og at hun ikke vil blive hos sin mor, selvom retten måtte komme frem til, at hun skal hjem til mor.

Det vurderes af retten, at det vil bringe barnets sjælelige sundhed i alvorlig fare, hvis hun i den nuværende situation tvinges tilbage til sin mor. Det var sidste gang, at ”systemet” lyttede til pigen.

Årsagen til at Lillebror ikke blev hørt i Fogedretten, er fordi far havde bopælen på ham, og mor havde bopælen på storesøsteren.

Landsretten dømmer et barn til frit fald kaos, og hjemsendes til overgrebs forælder.

Den 26. september 2019 dømmer landsretten, at mor får eneforældremyndigheden på begge børn.

Det vil sige, at et år efter, at Fogedretten lyttede til hendes appel og eneste ønske; lad mig være hos min far og lad mig ikke komme hjem til mor, oplever Storesøster, at hendes verden bryder sammen. Hun får en krisesession hos sin private psykolog, og efterfølgende giver hun på eget initiativ fremmøde på kommunen, i et nødråb om hjælp.

Storesøster på 11 år har sin farmor med som bisidder og får et chok, da det går op for hende, at den socialrådgiver hun møder, er den socialrådgiver der tidligere har haft en børnesamtale med hende og lillebror – en samtale hvor hun oplevede, at socialrådgiveren skrev ting, de aldrig havde sagt. Hun hvisker farmor i øret, at det er hende der lyver og ikke lyttede til dem sidst.

Det vil sige, at storesøsteren møder en repræsentant fra systemet, hun i forvejen ikke har tillid til. Pigen fortæller, at hun både var genert og bange, og havde stort behov for at blive hjulpet i samtalen, ligesom hendes psykolog plejer at gøre det.

Hendes oplevelse på mødet er, at der på ingen måde stilles støttende spørgsmål fra socialrådgiveren. Hun tager mod til sig og spørger kommune-damen:

“Kan det være rigtigt, at når man som et barn ikke er tryg og ikke tør møde sin mor, at man så skal det?”

… tavshed og et fast blik fastholdes mellem den voksne socialrådgiver og barnet … efter en (alt for lang) pause med tavshed, besvares(?!) spørgsmålet: “Jeg kommer hjem til dig og din mor, og så taler vi om det der”…

Pigen fortæller, at farmoren kunne se at pigen ikke magtede denne mødeform, hvorfor farmor tager voksenansvar. Hun rejser sig, tager sit barnebarn under armen og med det viser, at mødet er slut ved at gå mod udgangen, mens socialrådgiveren bliver siddende på sin stol.

På vej ud siger pigen til sin farmor: ”Hun sagde ikke engang farvel til mig”.

Kommunes Familieafdeling beskytter ikke barnet, men udviser en forrået og nedladende tilgang til hende.

Kids Rescue finder det ubegribeligt, at Kommunes Familieafdeling ikke intervenerer og beskytter barnet, men derimod udviser en forrået og nedladende tilgang til hende. Barnet har siden dommen haft natlige mareridt, ligesom hun siden har tiltagende angstanfald. I skrivende stund ved barnet, at Kids Rescue (og hele samarbejdsnetværket) forsøger at finde en udvej for hende, ved at blive ved med at kæmpe for hendes rettigheder til beskyttelse, så hun igen kan få sit nervesystem bragt ned og dermed ikke leve i frygt.

Dommer i Familieretten (retsmøde om tvangsfuldbyrdelse) udøver psykisk vold mod 11-årigt barn.

Da Familierettens møde handlede om tvangsfuldbyrdelse af landsrettens dom, blev der foretaget en sidste børnesamtale. Det valgte dommeren/Retspræsidenten (uden børnesagkyndig eller kommunens tilstedeværelse) at udføre uden socialfaglig eller psykologisk bistand.

Pigens sidste tydelige nødråb, i håb om at en voksen ville lytte og beskytte hende, blev til endnu en offentlig forråelse.

Dommeren – endda Retspræsidenten sørger personligt for, at pigen bliver irettesat og påtvunget hans personlige holdninger.

I forhold til sagens alvor og udvikling, havde hverken far eller datter tillid til det Familieretslige system, da pigen tidligere i Familieretshuset benyttede sig af barnets initiativret, uden at blive taget alvorligt, hvorfor der forefindes flere lyd og videospor fra gårsdagens episode.

En gengivelse af tidligere Fogedretsdom 1 år tidligere – mere for at perspektivere kontrasten og svigtet fra Landets myndigheder:

Det vurderes af retten, at det vil bringe barnets sjælelige sundhed i alvorlig fare, hvis hun i den nuværende situation tvinges tilbage til sin mor.

Forhistorie og baggrundsviden

Kids Rescue inviterer ind ind i en rød skilsmisse-kaos-sag.

Det gør vi, fordi det kan være rigtigt svært at forstå, hvorfor det går galt i de røde Familieretslige børnesager. Det gælder også denne sag om to børn på 10 og 11 år.

Det viser sig, at der ikke er bare en skurk i det Familieretslige system og i kommunerne, men mange…

Derfor vælger Kids Rescue, at denne historie skal fortælles.

Landsretten træffer afgørelse i sagen før sagen er tilstrækkeligt belyst.

Der er sket rigtig meget siden Fogedretten vurderede pigens sjælelige sundhed i alvorlig fare, og der har været mange mellemregninger i systemet. Senest har Landsretten vurderet situationen til at lillebror på 10 år og storesøster på 11 år har behov for at være sammen, hvilket enhver fagprofessionel kun kan bakke op om. Det skræmmende er dog, at landsretten samtidigt vurderer at mor vil være den, der er bedst til at samarbejde omkring samvær med børnene, samt bedst til at samarbejde omkring hjælp og støtte til børnene. Dette til trods for, at det er mor der ikke finder hjælp til børnene relevant, og det er far, som opsøger og sørger for hjælp til sin datter i privat regi. Samtidig viser mor sin samarbejdsevne samme dag som domsafsigelse, ved at nægte datteren samvær med faderen.

Børnesager kan ofte blive kaotiske, og landsrettens afgørelse kan lyde fornuftig, hvis man ser isoleret på situationen og ikke bliver oplyst eller tilegner sig viden om alle de ”mellemregninger” der har været i hele hændelsesforløbet – to børns traumatiske oplevelser.

Ser vi på bekendtgørelse af forældreansvarslovens § 1.:

 §1. I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række

Ud fra ovenstående, er selve formålsparagraffen i forældreansvarsloven end ikke efterlevet.

Vi kan efterfølgende konstatere, at i så alvorlig en sag har Landsretten vurderet, at det ikke det væsentligt at belyse barnets perspektiv tilstrækkeligt: De ville ikke afvente verserende politianmeldelse for mors vold (psykisk og fysisk) mod børnene, eller afvente kommunens børnefaglige undersøgelse, eller se på storesøster som ved fremmøde i Familieretshuset gjorde brug af barnets initiativret, hvor hun til børnesagkyndig voksenperson, fortalte hvorfor hun ikke turde se sin mor.

Krisesessions med barnet pyskolog.

Efter Landsrettens dom beder storesøster om at snakke med hendes private psykolog, og får en krisesession. Hendes psykolog underretter nu for anden gang de sociale myndigheder:

”Jeg kan oplyse, at barnet hos mig fremtræder med en følelsesmæssig modenhed der overstiger hendes alder, og trods store skolefaglige vanskeligheder er mit kliniske indtryk at barnet har gode kognitive, sociale, sproglige og adfærdsmæssige ressourcer.

Hendes psykiske trivsel vurderer jeg derimod truet af den belastning den langstrakte sagsbehandling i familieretshuset har udgjort, og aktuelt væsentligt forværret af beslutningen om fuld forældremyndighed og bopælsret til mor og intet samvær med far.

Barnet fremstår derfor aktuelt både belastet over lang tid, og i akut krise over rettens dom, som strider mod hendes ønske.”

Med det nye Familieretslige system, er der endelig fokus på barnets behov, det siger loven, det siger vores folkevalgte politikere - men hvorfor svigtes to børn i en så stor grad, at det kan blive invaliderende for dem?

Fogedretten dømmer i oktober 2018, at storesøster ikke skal udleveres til samvær hos deres mor. Dette vurderes ud fra børnesamtale, hvor hun fortæller om vold (fysisk og psykisk), at mor tager mange piller og det gør hende og lillebror bange. Derud over fortæller storesøster, at deres mor har involveret dem i og planlagt kidnapning til hendes hjemland.

Det er af Fogedrettens børnesagkyndige psykolog vurderet det nødvendigt at notere storesøster bemærkning til, hvorfor hun ikke ville kramme mor i retten:

Grunden til, at hun ikke så gerne ville kramme sin mor, var, at hun kunne mærke, at mor rystede på samme måde, som hun også af og til gør derhjemme pga. af nogle piller, hun spiser, og som gør hende bange.”

Forældrene har bopæl på hvert barn, hvorfor Fogedretten kun behandler sagen på storesøster. Daværende Statsforvaltningen beslutter efterfølgende, at der skal være samværsstop på begge børn til barnets perspektiv er blevet belyst.

Så langt – så godt…

Kommunen bliver involveret lige efter med underretning fra fars socialfaglige partsrepræsentant, men vælger ikke at følge Servicelovens forskrifter jf. §153, stk. 1, nr. 4, hvor der er tale om oplysninger om, at et barn eller ung har været udsat for overgreb eller mistanke herom. Kommunens Familieafdeling har end ikke rettet kontakt til Børnehuset for sparring i sagen. En kommune har endda pligt til at politianmelde på foreliggende grundlag. Det sker ikke i denne sag.

I børnesager som disse, skriger det til himlen, at kommunen har ansvaret for at få belyst børnenes perspektiv ved en børnefaglig undersøgelse. Børnenes far forsøger at invitere mor ind til et samarbejde om, at få deres børn i et terapeutisk eller psykologisk behandlingsforløb, da deres symptomer og reaktioner er alvorlige og voldsomme. Kommunen blev igen og igen spurgt om de kan hjælpe. Det var umuligt for børnenes far at sikre dem hjælp for deres traumatiske oplevelser, tanker og følelser.

Erfaring i praksis viser, at kommuner fra start tager part. De ser ikke nogen grund til at følge op på rettens dom og Statsforvaltningens beslutninger om samværsstop. Det opleves, at kommunen tager udgangspunkt i den krænkende forældres situation (mor), hendes udlægning og version af hændelsesforløb, herunder i påstande der ikke kan underbygge med dokumentation, frem for at finde årsagen til det de vurderer som  højkonflikt og børnenes mistrivsel.

Børnesamtalen der misforstås / mistolkes...

I februar 2019, altså over 5 måneder efter, at Fogedretten og Statsforvaltningen vurderede, at det vil bringe barnets sjælelige sundhed i alvorlig fare, hvis børnene i den nuværende situation tvinges tilbage til deres mor, indkaldes endeligt børnene til børnesamtale i Statsforvaltningen.

Der er ingen tvivl om, at der er stor forskel på børnesamtalen fra Fogedretten og børnesamtalen i Statsforvaltningen. Det kommer slet ikke bag på os. Børnesamtalen i Fogedretten var umiddelbart efter episoder i samværet hos mor, de ikke længere kunne mestre og deres verden brød sammen. De gav dengang udtryk for, at de var meget bange, vrede og samtidigt også kede af det. Deres nervesystem var i fuldt alarmberedskab, og de blev ikke mindre ængstelige, efter at børnene havde opfanget, at mor havde planlagt og søgt hjælp fra sin udenlandske familie til, at flytte dem væk fra Danmark.

Storesøsteren ønskede denne gang ikke at samtale med den børnesagkyndige psykolog i Statsforvaltningen.

Hun fortæller selv, at det var fordi sidste gang, oplevede hun, at hendes mor i telefonen havde skældt hende voldsom ud over, alt det hun havde fortalt til den børnesagkyndige psykolog i Fogedretten. Det endte med at far måtte hjælpe storesøster med af afbryde samtaler med mor.

Der er ingen tvivl om, at lillebror er en dreng, der naturligvis savner sin mor. Han taler om og til savnet. Det er helt normalt med børn der har været væk fra den ene forælder i længere tid, så begynder de at idyllisere den savnede forælder. De glemmer det som tidligere er sket og årsagen til at de ikke har samvær. Det bliver både fortrængt i savnet, men ligeledes fordi børns fokus er på det som sker socialt i skolen, deres kammerater og fritidsaktiviteter.

Der spottes en naturlig forandring i lillebrors adfærd i børnesamtalen. Han var tidligere meget vred på sin mor. Den vrede er aftagende i takt med, at han har fået ro. Hvad der misforstås i samtalen bliver, at lillebror ikke taler meget om sin far. Det er helt normalt, at børn ikke finder behov for at tale om det som gør dem trygge, hvilket helt normalt gør sig gældende også for lillebror.

Der er ikke mange informationer i børnesamtalen. Vi tænker det er fordi, at psykologen har ført samtalen fra flyverperspektiv / fugleperspektiv, således barnet ikke bliver re-traumatiseret, altså ført tilbage til de ubehagelige og traumatiske hændelser fra tidligere, men har fokus på hvordan lillebror har det her og nu.

Statsforvaltningen har nu opfattelsen af, at på baggrund af børnesamtalen hvor lillebror ikke sagde noget som var ”farligt” om mor – fordi der var aldrig blevet stillet de rigtige spørgsmål, vurderer statsforvaltningen, at det bedst for børnene, at få samvær med deres mor igen.

Det ignoreres, at far oplevede, at børnene bliver kontaktet på sene tidspunkter af deres mor og kunne ikke tåle hendes telefonstorm. Det var meget grænseoverskridende for børnene, da de finder ud af, at deres mor optager alle deres samtaler. Derudover var børnene bange, fordi de havde bemærket, at deres mor flere gange holder ved deres hus. En genbo undrede sig en dag ligeledes over hvorfor der var mystisk bil parkeret og tog et foto af bilen som dokumentation.

Det ignoreres, at I forhold til fremtidigt samvær, fastholder far, at børnenes samvær med deres mor bliver ift. hvad de kan tåle og med professionel hjælp. Det er fars opfattelse, at samvær bør ske i forlængelse af et kommende familieterapeutisk tilbud.

Far fastholder og klager over Statsforvaltningens afgørelse, og at børnene ikke skal til deres mor, før sagen er blevet bedre belyst.

Herefter eskaleres mors sabotage mod børnene.

Børnenes far ved ikke hvad der foregår, men erfarer at børnene bliver manipuleret til at følge deres mors ønsker, instruktioner og kommandoer. Det viser sig som en hemmelighed og en kontakt børnene ikke har kunnet tåle, ej heller at kunne holde til at holde hemmeligheden for sig selv. At mor udsætter børnene for dette, kommer øjeblikkeligt til udtryk som særdeles bekymrende reaktioner både hjemme og i skolen. Børnenes far finder først ud af hvad der sker, efter de har haft flere sammenbrud, mareridt, angst for at komme i skolen, tristhed, gråd og energiforladt

Skolen finder ud af hvad som foregår og ser det som nødvendigt at underrette kommunen.

Lillebror, der er agerer som ”politibetjent” siger højt, at det er hans opgave at passe på sin søster. Han har fortalt far om alt dét deres mor har inddraget dem i. Når lillebror gengiver, er det helt tydeligt, at mor har overinvolveret børnene i ting og i så alvorligt et omfang, som ingen børn kan udsættes for uden at gå i stykker. Når lillebror som ”politibetjent” remser op til sin far, hvad det er mor fortæller, er det tydeligt, at der er en rød tråd mellem hendes anklager i sagen og det hun fortæller børnene. På den måde forsøger mor at ændre børnenes opfattelse af deres virkelighed. Børnene er nu så utrygge, at de ikke længere magter at være mentalt til stede, hvorfor de opgiver og derfor lykkes det reelt mor, at vende børnene således de nu begynder at fortælle om situationer de aldrig har oplevet, men bliver en spejling af mors anklager mod deres far.

Mor har særligt overfor storesøster gjort sig til et offer, hvor mor fortæller storesøster, at hun skal sige højt, at hun vil have bopælen hos mor, ellers vil mor dø. Storesøster fortæller senere, at hvad hun har fortalt i skolen, er hvad mor har beordret hende til at sige. Lillebror fortæller, hvordan mor grædende instruerer dem i hvad de skal sige, imens hun vil optage det de fortæller på video.

Det er helt normalt for børn i denne massiv klemte situation, at det er først når børnenes hemmelighed med deres mor bliver opdaget, at de oplever konsekvensen af, at de ikke har kunnet sige fra overfor deres mor. En adfærd der overfor dem, har været meget grænseoverskridende og overvældende i en grad, de ikke længere kan mestre.

Storesøster bliver endda beordret til at stjæle fra fars hjem, over mange omgange og i små portioner, hvorefter hun leverer tyvekosterne til mor. Det være sig 2/3 af pigens garderobe, familiens håndklæder og diverse personlige effekter. Helt tilbage i begyndelsen af sagen, hvor mor ikke ville udlevere et eneste stykke tøj eller på nogen måde nogle af børnenes personlige ting, der var hos deres mor. Far har trods ingen børnepenge været nødt til at generhverve en fuld garderobe til begge børn, samt indkøbe de nye effekter de savnede, fordi deres mor ikke ville udlevere disse.

Børnenes nervesystem er i fuldt alarmberedskab og kræver fuldstændig ro.

Efter flere sammenbrud hos begge børn med massiv angst og mareridt, samt voldsom indad- og udad agerende adfærd, hvilket understøttes af skolen, siger børnene højt til deres farmor, at de ville ønske de kunne komme på en badeferie og bare slappe af. De giver udtryk for, at få det som er sket på afstand.

Dette ønske griber farmor prompte ved at indfri dette store ønske for hendes børnebørn, hvorfor hun inviterer dem og deres far spontant på en uges badeferie i Egypten.

Børnenes mor bliver orienteret om, at børnene ikke vil udleveres på samvær og de nu skal på badeferie.  Mor vælger at spore storesøster telefon til lufthavnen og kontakter lufthavnspolitiet for at stoppe deres afrejse. Børnene oplever, at deres far bliver i flyveren hentet af 6 politimænd, hvilket giver dem chok og de bliver bange for hvad der nu skal ske med deres far og dem. Politiet meddeler far, at de er blevet kontaktet af mor, der havde anmodet om tilbageholdelse af børnene. Politimanden brugte udtrykket; hun lød meget påvirket og hendes forklaring var meget usammenhængende og voldsom, men de skulle undersøge hvad der foregik. Politiet bliver orienteret om situationen, og der fremlægges dokumentation for, at deres badeferie var godkendt af skolen. I øvrigt både børnenes farmor, en lærer fra skolen der også skulle på ferie samme sted, befandt sig inde i flyet. Politiet kunne se på flybilletten, at de ville vende retur en uge efter, hvorfor der ikke var noget belæg for tilbageholdelse af børnene. Igen en episode, hvor mor tillader sig at agere fuldstændig tåbelig, og får held med det.

Børnene beder om farsbeskyttelse.

Far vælger, at lytte til sine børns ønsker om beskyttelse fra deres mor.

I systemet tolkes det som, at fars vælger at tilbageholde sine børn, hvilket også er hvad der sker i praksis. Årsagen til hans beslutning er b.la. grundet, at mor har udsat børnene for førnævnte belastninger, der socialfagligt kan betegnes som psykisk vold, overgreb og stærk forældrefremmedgørelse.

Forløbet er nu nået til marts 2019. Det er ligeledes først nu, at episoden fra oktober 2018, hvor børnene blev udsat for både psykisk og fysisk vold, samt forsøg på kidnapning af børnene til mors hjemland, bliver politianmeldt af Kids Rescue. En episode kommunen ”glemte” at anmelde, trods udsagn om det flere gange.

Sabotagerne tager overhånd.

Det er helt normalt, at der i højkonfliktsager florerer både reelle og falske anmeldelser og underretninger. Måden myndigheder og instanser (Kommune, børnehus, politi og det Familieretslige system m.v.) håndterer anmeldelser og underretninger på, er under al kritik. En af årsagerne til at børnesager går helt galt, skal findes i en kombination af myndighedernes manglende objektivitet, og manglende nysgerrighed i at finde frem til årsagerne til, hvorfor et barn evt. mistrives.

Yderligere er der ofte mange instanser involveret, som ikke samarbejder tværfagligt og helhedsorienteret. De udveksler informationer, men de samarbejder ikke reelt i parallelle sager. Det betyder en forælder kan “spille” på, at de forskellige myndigheder og instanser ikke kommunikerer sammen, hvilket muliggør at en forælder kan manipulere udsagn tilpasset hvilken instans der kommunikeres med. Det sker ofte i højkonflikt børnesager, at en myndighed eller instans tager part i den ene forælders udsagn. På den baggrund bliver det tilfældigt om myndighedernes udgangspunkt bliver i den der afgiver falsk anmeldelse eller den som taler sandt.

Det er netop problematikken i denne sag. Kommunen afholder børnesamtale og træffer afgørelse allerede den 10. december 2018, at der skal udarbejdes børnefaglig undersøgelse, der skrivende stund, 10 måneder siden, og endnu ikke er afsluttet, uden sideløbende foranstaltninger, på trods af den alvorlige situation børnene befinder sig i. Kommunen betragter tydeligt denne sag som blot to børn der er klemte i konflikten mellem mor og far. Der er ingen fokus på selve alvoren, at børnene har haft den ene overvældende belastning efter den anden, de ikke har kunnet mestre. Børnenes voldsomme traumereaktioner lyttes der ikke efter, fordi kommunens fokus er mere på det de kalder konflikten mellem to forældre.

Kommunen har gennem hele sagen, ikke handlet efter lovens foreskrifter, og hver gang dette er beklaget iflg. gældende lovgivning, har de sat en ny socialrådgiver på sagen. Hverken far eller børnene føler, at kommunen har et reelt ønske om at hjælpe, hvilket fremgår i talrige underretninger og skrivelser til kommunen.

En dag i april kommer politiet for at fjerne mor, der holder i sin bil uden for børnenes bopæl og holder vagt. Der holder sågar endnu en bil med udenlandske nummerplader. Det er personer fra mors udenlandske familie. Hun vil have børnene med sig. Politiet bruger 1½ time på at få overtalt mor til at forlade stedet. Kort tid efter vender hun tilbage, for derefter at kidnappe lillebror. De sociale myndigheder underrettes igen, men er passive og forholder sig ikke til problematikken. Det ender med, at far selv henter sin søn på mors adresse.

Den 20. april 2019 kommer mor igen på fars adresse. Igen kommer hun i to biler og far tilkalder politiet, der får dem til at forlade stedet. Igen kommer de retur og det lykkedes dem, at få lillebror med. Storesøster er hos sin farmor og ikke tilstede. Mor giver ikke op og forsøger sågar samme nummer hos farmor, men uden held. Mor vælger lige efter at køre på krisecenter og er der i ca. 5 uger med lillebror. Mors anklager mod far bliver voldsommere og voldsommere og helt urealistiske.

Byretten splitter lillebror og storesøster fra hinanden.

Der bliver igen afhold børnesamtaler, men nu er lillebrors udsagn meget forvirrende og voldsomt præget af sin mor. Storesøster holder fast, men igen bliver spørgsmålene stillet på en måde, hvor hun ikke får sagt det som hun ønsker. På den baggrund anbefaler den børnesagkyndige, at det er bedst at give mor eneforældremyndighed på lillebror og eneforældremyndighed til far på storesøster.

Af uvisse årsager beslutter byretten, at storesøster hver anden weekend skal have samvær 3 timer hos mor, men lillebror skal ikke have samvær med sin far. Hvorfor underbygges ikke i retsbogen.

Dette er Kids Rescue ubegribeligt, at en børnesagkyndig psykolog kan have den tilgang til to børn, der tydeligt udviser behov for rette hjælp.

Storesøster hjemmeskoles i frygt for, at mor skal kidnappe hende.

Det første forældreansvar far tager, er at sikre sin datter den hjælp kommunen aldrig har givet hende. Hun påbegynder i en psykologisk behandlingsforløb hos en privat praktiserende børnepsykolog. Grundet storesøster angst, og angst for at mor skal kidnappe hende og tage hende væk fra sin far, besluttes det at hun skal hjemmeskoles.

Der er ro henover skolens sommerferie periode.

Far anholdes og fængsles for at tilbage holde storesøster.

Fogedretten tror de sender en indkaldelse til far, men de har indrømmet den aldrig var blevet sendt. Næste indkaldelse kommer via hans advokat, men grundet sygdom og lægeerklæring, kan far ikke have fremmøde. Rigtigt uheldigt kommer lægen til at taste forkert i CPR. nr. og indsender lægeerklæringen til retten med en forkert borger. Fejlen bliver rettet, men ikke anerkendt i retten. Nu får advokaten ordre på af dommeren, at han ikke må partsrepræsentere hans klient. Den næste indkaldelse når heller ikke frem til faderen, hvorfor en dommer vælger at bruge rockerloven i en børnesag – helt ubegribeligt. Det ender med at politiet en sen aften anholder far, og efter en nat i fængsel bliver af politiet bragt til retten.

Storesøster ved nu, at far kommer i fængsel, hvis ikke hun går med til samvær med sin mor – stik imod ønsker, behov og en iboende angst for sin mor.

Storesøster optager sidste samvær med mor på lyd.

Hun fortæller inden samvær, at det giver hende en vis tryghed, at hun optager. Men hun er meget utilpas og bange, da hun ringer på sin mors dør.

Lydoptagelsen er transskriberet og gennemgået af psykologer og socialrådgivere:

Storesøster bliver udsat for det ene angreb efter det andet fra sin mor. Må hele tiden siger ”STOP” til sin mor. Storesøster siger fra overfor sin mor mere end 50 gange og truer til sidst med at forlade stedet. Vi har her et barn som i situationen skal tage voksenansvar, udover håndtere hendes egen angst.

Mor erkender hendes vold og flere episoder, med undskyldningen ”det var i selv uden om”… !!!

Generelt kan man sige at børn har forskellige forsvarsstrategier i skilsmissen. Der kan være børn, der trækker sig, gør sig usynlig, forsøger at mægle, tager afstand fra konflikten, bliver udadreagerende osv.

Lillebror synes at være et barn, hvor hvem konflikten er blevet alt for voldsom i forhold til, hvad han kan rumme – han kan ikke tåle mere. Han magter derfor ikke at leve i to vidt forskellige verdener og lige så forskellige versioner af det, der sker.

Han ser sig derfor nødt til at vælge en helt bestemt strategi, for at passe på sig selv, og for overhovedet at kunne eksistere:

  • Han allierer sig med sin mor, for kun at have én forælder at forholde sig til.
  • Han tager afstand fra sin far, idet det er for smertefuldt at se på, og skulle forholde sig til den anden primære omsorgsperson som han i bund og grund elsker rigtig højt.
  • Han vælger at tro på mors forklaringer, fordi han kan ikke rumme mere forvirring og godskriver derfor hendes version af ”verdensbilledet”.

Det er lillebrors måde at overleve konflikten på, ligesom han på den måde sikrer sig kærlighed fra én forælder, når det (for lillebror) føles alt for utrygt at give sig selv lov til (og vise verdenen), at han holder af begge.

Når mennesket bliver ekstremt presset søger man en relation, idet de har behov for tryghed og beskyttelse. Ofte vælger børnene denne strategi, for at passe på den mest skrøbelige forælder eller den, der råber højest. Lillebror går derfor på kompromis med sine egne følelser, hvilket i sig selv er en yderst destruktiv handling. Han er angiveligt dobbelt og ved at blive revet over, for på den ene side viser han, at han har det rigtig skidt og på den anden side, vil han ikke gnide salt i såret (konflikten), så han ser sig nødsaget til at skjule sine følelser.

Det sker ikke bevidst, men børns sprogbrug er begrænset (især når de er så presset som nu), hvorfor de i stedet inviterer ind i deres verden gennem deres adfærd. De sender derfor omverdenen en ”kode”, som det er op til de professionelle fagpersoner og forældre at tyde.

Pointe:

  • Lillebror ”forsvinder” fra sit eget jeg; går på kompromis med sig selv og bliver til sidst helt selvudslettet.
  • Lillebror inviterer ind gennem sin adfærd; han er vred, tager parti og bliver en lille kriger.
  • Lillebrors fundament er så utrygt og ustabilt for nuværende, at han ser sig nødsaget til at vælge side; han kan ikke holde til mere!

Det er meget bekymrende!!! Og det kan ikke undre socialfaglige eller psykologer, hvis lillebror bliver tiltagende udadreagerende.

Politiet har modtaget lydoptagelsen og mors indrømmelser om vold mod børnene og vi afventer i skrivende stund deres respons.

Vi er færdige med mellemregningerne og Fogedretten har tvangsfuldbyrdet landsretten dom.

Kære politikere…

Var det det i mente, da i lavede lovgivning til det nye Familieretslige system?

Var det i mente, da barnet for en hver pris skulle kunne beskyttes, og dette vægtes højere end forældrenes rettigheder?

Barnets stemme single