Når skilsmisse konflikten tager overhånd.
Forældre der adspørges, siger de fleste, at de ønsker, at deres børn skal påvirkes mindst muligt af deres valg om skilsmisse/ophævelse af samlivet. Men desværre sker det alligevel tit, at forældrene mister denne fokus, og opsluges af deres egne følelser, hvorved konflikten får lov at tage overhånd.
Forældrenes valg om ophævelse af samlivet, skyldes oftest uoverensstemmelser forældrene finder uoverkommelige at løse. Dermed kan der i sagens natur ligge en indbygget konflikt.
Børnenes følelsesmæssige udfordringer vil være, at de befinder sig i en livskrise, hvor de skal forholde sig til, at de to vigtigste personer i deres liv, både går fra hinanden, men også i mange situationer synes nærmest at hade hinanden. Dermed belastes børnene med en dobbelt livskrise.
Risikoen er, at forældrene i deres følelsesmæssige udfordringer, ikke formår at holde fokus på, at deres indbyrdes uoverensstemmelser/konflikter og børnenes følelsesmæssige udfordringer er to forskellige verdener. Men som forældre og voksne mennesker er der et valg. Et valg mellem at tilsidesætte egne uoverensstemmelser og konflikter, eller at kæmpe en kamp imod hinanden.
Det er i den situation, hvor valget bliver at kæmpe imod hinanden, at konflikten den tager overhånd.
Derved prioriteres behovet for at gøre den anden forælder ondt, frem for at prioritere børnenes følelsesmæssige udfordringer og behov, herunder at bruge ressourcerne på at give børnene den mest optimale skilsmisse.