Det ”nye” system, hvor der tages udgangspunkt i barnets bedste, i barnets trivsel og hensynet til barnet før hensynet til forældrene, har rigtig gode intentioner.

Det siger den nye forældreansvarslov, det siger politikerne, og det siger det offentlige system der ligger lige bagved.

Der har tidligere været en tanke om, at daværende Statsforvaltning og Kommune skulle samarbejde gennem ”Det særlige Spor”. Denne praksis blevet dårligt nok praktiseret, og mange kommuner var slet ikke vidende om dette ”begreb” – denne mulighed.

Med indførelse af den nye lovgivning, skal praksis mellem Familieretshus og kommune styrkes. Samarbejdet skal fremstå tættere, idet begge instanser tager udgangspunkt i ”Barnets bedste”. Det opleves fortsat, at det såkaldte ”samarbejde” er en udveksling af oplysninger, idet der ikke er et reelt samarbejde omkring barnets tarv, således Familieretshus og kommune sikrer, at barnet undersøges tilstrækkeligt, før der træffes afgørelser – både i Familieretshuset og i kommunen.

Sagsgangen er iværksat og ”huset” skal bygges – derfor ”HUS”-metaforen.

FUNDAMENTET TIL HUSET BYGGES.

Der forestår både sag i Familieretshuset og i kommunen. Begge instanser tager udgangspunkt i barnets bedste (trivsel og udvikling) og bør samarbejde, for dermed at danne et godt fundament for barnet.

Når kommunen modtager en underretning, hvor der er bekymring for et barn, er kommunen forpligtet til, at undersøge dette nærmere. Det er langt fra i alle sager, at dette praktiseres. Når sagen foregår parallelt i Familieretshuset, indhentes der oplysninger ved kommunen. Har kommunen ikke belyst sagen tilstrækkeligt, og tilvejebringer ikke-understøttede hypoteser (hvor ensidig og partisk praksis ofte opleves indgået), fremsender kommunen således skrøbeligt og ikke-dokumenteret, men tungtvejende materiale videre til Familieretshuset til brug i afgørelser for et barn, som kan have en afgørende betydning.

Familieretshuset og kommunen arbejder således videre i parallelforløbet, og ”væggene i huset” etableres på et allerede skrøbeligt ”fundament”.

VÆGGENE BYGGES.

Sagen fortsætter parallelt i Familieretshuet og i kommunen, hvor fokus fortsat bør være på barnets bedste

Når praksis burde være ud fra barnets bedste, burde Familieretshuset og kommunen samarbejde og sam-koordinere afdækning af barnet, belysning af barnets perspektiv og sikre, at dem der skal tage sig af barnet, evner at tage sig af barnet.

Når kommunen modtager en underretning, hvor der er bekymring for et barn, er kommunen forpligtet til, at undersøge dette nærmere. Det er langt fra i alle sager, at dette praktiseres. Når sagen foregår parallelt i Familieretshuset, indhentes der oplysninger ved kommunen. Har kommunen ikke belyst sagen tilstrækkeligt, og tilvejebringer ikke-understøttede hypoteser (hvor ensidig og partisk praksis ofte opleves indgået), fremsender kommunen således skrøbeligt og ikke-dokumenteret, men tungtvejende materiale videre til Familieretshuset til brug i afgørelser for et barn, som kan have en afgørende betydning.

Familieretshuset og kommunen arbejder således videre i parallelforløbet, og ”væggene i huset” etableres på et allerede skrøbeligt ”fundament”.

I højkonfliktskilsmisser oplever vi stort set altid, at Familieretshuset sender sagen videre til Familieretten for afgørelse af bopæl, samvær og forældremyndighed = §7-sagerne (de røde sager).

Samtidigt verserer sagen i kommunen, uden at kommunen følger nævneværdigt med i, hvad der foregår i Familieretshuset/Familieretten. Det betyder, at forløbet i kommuneregi ikke tager hensyn til forløbet i Familieretten, ligesom Familieretten ikke sikrer sig plausibelt og gennemarbejdet materiale fra kommunen.

Familieretten skal således træffe afgørelse, hvorfor ”taget på huset” lægges på:

TAGET LÆGGES PÅ.

Endelig afgørelse der får indgribende indflydelse på barnets trivsel og udvikling træffes; Familieretshuset og kommunen indordner sig efter rettens afgørelse.

Når der er truffet afgørelse i Familieretten i en børnesag, og sagen ikke er ordentlig belyst, er det gået galt i ikke mindre end 3 instanser, der alle burde arbejde ud fra barnets bedste. Når først ”fundamentet” er for skrøbeligt til det kan holde ”murene” stabile, vil ”murene” ikke kunne holde ”taget” oppe, hvorfor ”huset” falder sammen – systemet omkring barnet svigter, med baggrund i manglende forventningsafstemninger og dermed ikke-tilstrækkelig belysning af barnets perspektiv.

Barnet oplever offentligt omsorgssvigt!

Mette foto

Læs mere om

Mette Christensen

Socialfaglig konsulent